Min vej til et liv med glæde og energi

Et meget personligt foredrag.

I dette foredrag tager jeg udgangspunkt i min egen personlige udviklingsrejse gennem livet. Jeg lever i dag et liv med glæde, passion og mening som virksomhedsejer, facilitator, brobygger og inspirator. Sådan har det ikke altid været….

Succes – hvad har succes og opmærksomhed med hinanden at gøre?
Det, som vi vælger at give opmærksomhed i vores liv, vokser sig større og stærkere, og vi får eller oplever mere af det. Spørger du somme tider dig selv: “Hvad er det, jeg giver opmærksomhed i mit liv”? “Hvad er det, jeg ønsker mere af i mit liv”? Jeg har oplevet, at når jeg fokuserer for meget på det, som ikke rigtig fungerer i mit liv, så bliver min energi tung og min kapacitet og mine muligheder mindre. Samtidig får jeg mere af det, der ikke fungerer… I de situationer “lider jeg” og har ofte en følelse af at være et offer, et offer for omstændighederne. De fleste af os har været en tur forbi den tilstand eller det sted. Lad os kalde stedet for Offervej. De fleste af os tager en tur ned ad Offervej fra tid til anden. Når vi bliver opmærksomme på dette, har vi muligheden for at vågne op, løfte blikket og bevidst vælge at flytte vores opmærksomhed. Det er ikke nødvendigvis nemt, det er en mulighed. Når vi vælger at flytte vores opmærksomhed og ændre vores tankemønstre, skaber vi nye neurale forbindelser (eller tankemæssige motorveje eller stier). Der er større chance for vedvarende succes, hvis vi vælger at begive os uden for de kendte stier og veje sammen med andre. Måske gælder det også for dig?

Når jeg giver mig tid til at kigge på succesingredienserne i mit liv, så tegner der sig et billede eller et mønster. Der er nogle ting, der går igen. Det er, når jeg møder verden, mennesker og opgaver med bevidst nærvær, nysgerrighed, engagement, åbent sind, åbent hjerte, når det foregår i samarbejde eller følgeskab med andre mennesker, og når jeg oplever, at jeg bidrager til noget, som er større end mig selv.

Jeg har lært, at jeg først rigtigt og vedvarende kan være noget for andre mennesker, når jeg tager ansvar for mig selv først. Nogle mennesker synes, at det lyder egoistisk. I virkeligheden, så handler det om, at vi ikke har adgang til vores talenter og fulde potentiale, hvis vi glemmer at sørge for at lade vores egne indre batterier op.

Når vi oplever succes, dvs. når vi er på en glædesfyldt rejse, så opleves livet let og vi har ubesværet adgang til vores ressourcer og højeste kapacitet.

Vores tanker bliver til handlinger. Det, som vi gør eller øver os på, bliver vi bedre til. Spørger du somme tider dig selv: “Hvad er min praksis”? Hvad er det for handlinger, som jeg gentager og gentager og dermed bliver bedre til? Er det noget, som jeg eller andre ønsker mere af? Bringer det mig derhen, hvor jeg gerne vil? Er dine tanker og handlinger baseret på og motiveret af frygt eller af kærlighed? Har du overvejende frygt for eller kærlighed til verden, andre mennesker og dig selv? Frygt og kærlighed er følelser, der ikke kan eksistere i os samtidigt.